Fritzi og revolutionen
FRITZI OG REVOLUTIONEN er en rørende og underholdende fortælling for hele familien om tiden op til Berlinmurens fald – alt sammen set fra et barns perspektiv! En fortælling om de mennesker i Østtyskland, hvis mod og fredfyldte protest ændrede verden for altid. Østtyskland, 1989. Det er sommer og ingen ved at jerntæppet snart vil opløses. Den 12-årige pige Fritzi skal passe sin veninde Sophies hund Sputnik, mens Sophie tager med sin familie på sommerferie i Ungarn. Men da ferien slutter og Sophie stadig ikke er kommet tilbage, indser Fritzi at Sophie og hendes mor prøver at undslippe til vesten. Fritzi er fast besluttet på at genforene Sputnik og Sophie, og da hun modtager et brev fra Sophie i Vesttyskland, beslutter hun sig for at planlægge en flugt henover den stærkt bevogtede grænse mellem øst og vest. Med sig har hun klassekammeraten Bela og sammen begiver de sig ud på en farefuld mission for at bringe hund og ejer sammen igen.